Søbakken Levefællesskab

Udsigt fra bakken nord for søen

I hjertet af Østjylland – tæt på det hele og alligevel på landet – ligger det kommende Levefællesskab Søbakken i Voldby. Levefællesskabet består af 10 bæredygtige boliger på 124 m2 organiseret som 5 dobbelthuse og et fælleshus. Alle boliger er ejerboliger og i fællesskab deles man om 4,5 hektar mark i kuperet terræn med skov og en smuk sø. Rammerne er sat for livet i samhørighed med naturen med plads til at fællesskabet kan udfolde sig.

Kernen af fællesskabet bliver fælleshuset, der minder mere om en cafe end et forsamlingshus. Her er der fællesspisning 4-5 gange om ugen, hvor 2 familier på skift laver mad til resten, så de familier, der ikke har madtjansen, har eftermiddagen til hygge og samvær.

Det er også i fælleshuset man finder den gode kaffemaskine, strikkehjørne, den store reol med familiespil, storskærmsprojektor, dagens avis, hjemmearbejdspladser og et værelse til overnattende gæster.

Rundt om boligerne strækker den kuperede natur sig, hvor alt lige fra naturlegeplads, hønsegårde, køkkenhaver, bålplads, blomstereng, fitnessbane, dyrehold, shelter og svævebane kan realiseres. Det er stedet hvor ideer kan blive til virkelighed og hvor naturen er en aktiv del af hverdagen. Samtidig er det et fællesskab med plads til at lukke døren og trække sig tilbage, hvor man fra hvert hus kan nyde den skønne udsigt over grønne enge i det kuperede landskab, hvor rådyrene lister forbi.

Levefællesskabet ønsker at blive en udvidelse af Voldby, hvor voldbygenserne kan gå rundt om søen og inviteres til arrangementer i fælleshuset.

I Søbakken Levefællesskab er der skabt rum for forskellige typer af fællesskaber. Det nære fællesskab med naboen i dobbelthuset ved siden af og det store fællesskab med alle 10 familier. Og det er helt okay hvis man har lyst til at tage aftensmaden med hjem i privaten. Fællesskabet skal ses som et tilvalg og ikke et fravalg.

Læs mere om boligen, beliggenheden, visionen bag og økonomien i menuen øverst til højre.

Herunder kan du se en video af hvordan husene, fælleshuset og området kommer til at se ud, når det er opført.